O, hører Matroser, der forud paa Bakken,
Nu vil vi ha'e os en Sømandssang!
Reb Jeres Mule med Sømandssnakken,
Den gjør en Vagt saa leed og lang;
Men her er min Lærke - stik nu paa den,
Tag Dig en Hivert og syng saa min Ven!

Ank'ret var lettet og hugget var Katten,
Baadsmandens Nattergal trilled' galant;
For Klyver og Mærsseil svaied' Fregatten,
"Sæt Under= og Bram= og Stagseilskant!"
Saa haled' vi Bugliner og Dækket gjorde klart,
Saa løb vi paa Loggen en ti Miles Fart.

Hun vadsker forud - det lystelig kuler:
See hvor hun krænger med det Læbat'rie!
Hele Tønder Vand paa Kanonerne spuler,
"Constabler i Borde! sæt Portene i!
Hal stive Barduner og alle vore Stag,
Jeg mærker hun gier en Dravat idag.

Hun frisker op - det haardere blæser,
"Gjør klar ved Bramseils og Mærse=Fald!"
Borgerskabet gjør rynked' Næser,
Jyde=Soldat be'er sit: "Bevaar's hval!"
Men Nybo'ers Matrosen, den bolde vilde Gast,
Han leer, ta'er en Skraa, trykker Hatten fast.

"Og der har vi Bygen - lad løbe raphændig!"
"Klar til at entre! Reve! reve! qvik!"
"Bramstængerne, til Dæks! hun slingrer ubændig.
"Hurra paa Toppen, lad gaae til Gelik!"
Hal op i Revtallierne! Hal ut i Læ!"
"Mariner, her til Mærsefald! - stræk op - Huzzæ!"

Nu gjør hun det for grovt, i Vinden vi maa give hende,
Hui! hvor hun blæser en rygende Storm;
Madamen spytter saa den Onde skulde rive hende!
Mumler i Skjægget den gamle Ole Thorm,
Saa trak hun over Skandsen, slog ind i vort Agterspeil,
"Ned da med Roret! og giv op Underseil!"

Og sikken en Djævel! staae klar for Overhalingen!
Den tog hele Greien, som stod paa vort Dæk; -
Knækket var Stangen i Storestangsalingen,
Og Skibsmanden skreg: "Vi har sprunget en Læk!
Til Pomperne Manne! kap Godset fra Top!
Tømmermænd i Lasten til Lækken og stop."

Hun blæser en Orkan - "Slaae væk med Pomperne!"
"En Seiler til Luvart og Flaget i Sjou!"
"Lad løb' paa Rand! - ja der fløi Stumperne!"
"Og nu maa hun ligge for Taffel og Toug;"
"Forvalter herop med din Brændeviinspøs,
"En Kradser paa Lampen, nu bliver hun bøs!

Og saa kom en Styrtning tværs over Boven,
Den tog os paa Siden, saa død som en Sild;
Saa fyldte hun os Kulen og Vaninen fra oven:
"Kap Masterne! saa kapper da!" (istemmed vi vildt).
Capitainen hug selv paa det første Spænd Vant,
Og alle tre Master dem kapped vi galant.

Da reiste sig paa Kjølen rigtig Skuden,
Tømmermanden melder: "Vi har syv Fod Vand!"
Og Styrmandens Raaben gjennem Stormens Tuden
Tordnede et rædsomt: "Braad og Brand!"
Da blegned' Capitainen, og Pompen lod vi staae;
"Ja, stolte Matroser, til Haien maa vi gaae."

Ei Redning vi saae i den kjække Herres Mine,
Og da bad Matrosen "et Fadervor";
Og tænkte paa Hjemmet og paa Vennerne sine,
Paa Kjæresten og Konen med det lille Noer;
"Farvel Kammerater!" hinanden vi bød,
"Vi skylde dog alle Vorherre en Død."

Da kom der en Bræksø, som brølende slynged'
Det drivende Vrag i den bragende Braad; -
Høit over os Alle Havbølgerne gynged,
Der laa Fregatten i en Grav saa vaad!
"Christ unde os sit Himmerig, Døden med en Fart,"
Sukkede i Dybet det spændte Hjerte svart.

Men Løgn blev det dog - for han deroppe
Ligesom med eet jog Orkanen tilkøis;
Da aanded' vi frit paa Bølgernes Toppe,
"Og Hurra paa Relingen med Jer my boys;"
Da hug vi os faste til Ebbetiden kom
Og tørskoed' gik vi da Skibet om.

Da vi nu saa Alle stod bjerged' paa Landet,
Og Solen den skinned' saa mild og saa varm:
Om ikke jeg græd skal jeg være forbandet!
- Jeg tog jo saagar en Soldat i min Arm -
Men alt i det samme peeb Baadsmanden: "Grog!"
Saa var jeg den Gamle, det veed I jo nok." -